Crowdfunding vs. banker

Det må være sommerfugle i maven og sved på overlæben når at to unge, håbefulde partnere i en nystartet virksomhed åbner døren til bankrådgiverens kontor. Og med god grund.

De regler, som siden finanskrisen er blevet vedtaget for at gøre bankerne mere robuste i modgang har den (mere eller mindre utilsigtede) ulempe, at bankerne ikke kan tillade sig at låne penge ud til især nye virksomheder.

Kapital, kapitalister
Det sker, fordi reglerne rammer bankerne på kapitalen, og ændringerne går specifikt ud på, at bankerne skal holde mere egenkapital for hver krone i udlån, hvilket derfor sætter bankernes profit under pres. Konsekvensen er, at bankerne søger sikre investeringer, fravælger risikable ditto.

Hvis man oversætter det til udlån til virksomheder, så betyder det, at etablerede virksomheder stadig vil kunne skaffe finansiering, mens nystartede virksomheder får det svært. Det kan lyde lidt ulogisk, men det handler om den måde, reglerne rammer på, og uden at det bliver for teknisk kan man sige, at bankerne skal sætte flere penge til side til at låne til virksomheder som har få aktiver - typisk opstartsvirksomheder.

Crowdfunding
Crowdfunding er svaret for de to unge, håbefulde partnere, som træder ud af kontoret igen med svedige armhuler og tomme lommer. Jeg har før blogget en miniguide om crowdfunding. Crowdfunding har både fordele og ulemper.
Fordele først:

• Privatpersoner har typisk ikke et afkastkrav. De støtter det fede, lækre, inspirerende etc. projekt. Bankerne skal tjene penge.
• Privatpersoner er ikke omfattet af finansiel regulering. Det står en frit for at bruge penge som man lyster, og det samme kan man ikke sige om bankerne, som skal bruge mange penge bare på at rate (=tage den finansielle temperatur) en virksomhed forud for udlån

Ulemper:

• Bankernes rådgivere har ofte bred erhvervserfaring og kan med deres viden og netværk hjælpe til med at udvikle virksomheden
• Et banklån er en blåstempling som gør det nemmere at skaffe det næste lån samt beviser overfor kunder og leverandører, at man skal tages seriøst. Det skal man ikke undervurdere

Crowdfunding er din kuvøse

For en helt babyny virksomhed, ser jeg mange rigtig stærke grunde til at forsøge crowdfunding før bank. Dels kan man selv definere betingelserne i langt højere grad, dels vil en succesfuld fundingprocess være et meget stærkt argument at tage med ind på bankrådgiverens kontor.

Guide

Jeg har postet figuren før, men gør det lige igen. Herunder en (nærmest) komplet guide til crowdfunding ud fra projekttype:

http://www.inc.com/magazine/201306/eric-markowitz/how-to-choose-a-crowdfunder.html

Sælg, sælg, sælg!?

Jeg undrer mig over, hvornår aktier falder. Hvorfor falder/stiger de, når regnskaber offentliggøres. Oftest er det jo old news, og alligevel hopper kursen op og ned.

Case: Nordea
Nordea-aktien faldt på C20 med 5,45% i dag oven på offentliggørelsen af et skuffende 3. kvartals regnskab. Det er især de svigtende aktiemarkeder, som har ramt asset management, samt udeblevet kundeaktivitet i september, som er synderne.

Jeg arbejder i Nordea, og vil derfor ikke kommentere yderligere på det bagvedliggende.

Men at aktiekurserne er faldet det seneste kvartal, og at det har en negativ effekt på bankernes asset management samt smitter af på kundeaktiviteten i det hele taget, det fuldstændig åbenlyst. Og alle analytikerne derude burde have vidst det i går.

Nyhedsværdi
Aktier kommer typisk i fokus, når selskabet bag aflægger regnskaber, og det er selvfølgelig logisk fordi det er lig med et snapshot af "tingenes tilstand". Ofte kan man også udlede noget om mange andre lignende selskaber. Dog forstår jeg ikke, at markedet reagerer, når der ikke er nogen nyhed. Det er som om, at markedet har besluttet at "glemme" en aktie, indtil een gang i kvartalet, når regnskabet skal offentliggøres, hvorefter alle faktorer med indflydelse skal prises ind i aktien på een gang. Jeg synes det er ret forvirrende.

Jeg er forvirret
Som privat uden tid (og lyst) til at holde mig dagligt og detaljeret orienteret i 10-20 brancher, så føler jeg mig lidt rundt på gulvet, når jeg ser mine aktier hoppe og danse. Især så meget, som Nordea fx gjorde i dag. Man skal selvfølgelig bevare roen og tænke på, at daglige udsving ikke betyder noget, før man sælger. Alt i mellem købet og salget er jo bare støj. Det er bare rigtig svært ikke at blive grebet.

Penge at hente
For den opmærksomme trader, som har styr på de overordnede temaer i markedet, er der derfor penge at hente på de forudsigelige sving som markedet tager. Alle vidste, at Nordeas regnskab næppe ville være så godt som sidste kvartal, og vidste også at kursfald og træge kunder sikkert ville blive årsagen. Jeg prøver at sortere støjen fra, holde hovedet lidt koldt og tænke i et bredere perspektiv. Min beslutning skal ikke baseres på et kvartalsregnskab.

Til slut vil jeg blot sige, at med en P/E på 10,88 og dagens fald in mente, så kan det godt være, at jeg udnytter medarbejdernes købsvindue, som blev åbnet samtidig med regnskabets offentliggørelse.

Hvorfor et billede af Tom Brady? Fordi han blandt superatleter er tynd og lidt ranglet - og den bedste af alle fordi han holder hovedet koldt!
http://cbssports.com/images/blogs/Tom_Brady_Record_Ninth_Championship_Game_Start.jpg

Flygtninge og vækst: Syreren Steve Jobs

Onsdag morgen valgte jeg at møde en time senere, for at deltage i et foredrag af Majinvests CEO, Jeppe Christiansen (JC). Det var inspirerende. Et overblik over verdensøkonomien blev kondenseret til to grafer og emner som renten, Kinas situation og Japans kommende krise blev vendt.

Demografi og Vækst

JC pegede også på, at økonomisk vækst hænger tæt sammen med den demografiske udvikling, og gik videre til at sammenligne USA og Europa. USA har de seneste 35 år haft en befolkningstilvækst på ca. 100 mio, mens Europas i samme periode er mere eller mindre stagneret. JC konkluderede, at befolkningstilvækst danner grundlaget for økonomisk vækst.

Danmark, USA og vækst

Den situation kender vi fra Danmark. Vores indbyggertal stiger næsten ikke. Til gengæld vokser andelen af gamle og uarbejdsdygtige støt, hvilket vil sige, at de tilbageværende erhvervsaktive skuldre skal bære vægten af flere og flere ældre.
JC forklarede, at vi kan komme ud af kniben på to måder (tre, hvis man er kynisk, men man slår ikke gamle ihjel). Vi kan føde os ud af den, eller vi kan "indvandre" os ud af den. Vi kan føde flere børn, for på den måde at øge arbejdsstyrken og tippe misforholdet mellem ung og gammel, eller invitere arbejdsduelige indvandrere til at komme her og tage fat med samme effekt. Hvis vi ikke gør nogen af delene, skal vi være glade for en vækst på 2 % årligt. 5 %, som man ind i mellem ser i USA, virker meget langt væk.

Vi saver den gren over, vi kunne sidde på

Uden at det her skal blive et politisk skrift om at åbne grænserne på vid gab for alle enhver, så er det dog en formaning om, at høj økonomisk vækst ikke kommer, så længe vi har demografisk status quo. Og så længe vi ikke føder flere, må vi sørge for, at få folk ind i landet udefra. Hvis vi har flere talenter til at arbejde her, så har vi, alt andet lige, også en større chance for, at et af de mennesker får en stor idé.

Glad syrer

Potentialet

JC sluttede sit foredrag af med at vise en liste af meget store selskabers markedsværdi - Facebook, Google og Wal-Mart var i blandt. Øverst på listen, med en markedsværdi på 644 milliarder USD lå . De flestes foretrukne leverandør af IT-udstyr til hjemmebrug, skabt af manden med mottoet "stay hungry, stay foolish" og som revolutionerede vores brug af telefon, internet og alt derimellem. Manden som er søn af syriske indvandrere, Steve Jobs.

Moralen må være, at bag hver eneste succes, er der et menneske, og man kan aldrig vide, om han bliver født i Svendborg eller Damaskus.

Aktier, Kina, panik og profit!

Hvad har cigaretter med det kinesiske aktiemarkeds nærmest hysteriske opførsel den senere tid at gøre? Åbenlyst en hel del!

Bipolære aktier, glem value
Tesen om, at aktiekursen er et udtryk for virksomhedens værdi, er i år, og særligt de seneste uger, blevet udfordret generelt og særdeles på det kinesiske marked, hvor et historisk dyk i det toneangivende Hang Seng indeks dels viste, at selv ikke den kinesiske regering er stærk nok til at holde hånden under et marked, og dels at Kinas marked er hyper spekulativt. Den fundamentale erkendelse, som de fleste vestlige vedkender sig i større eller mindre grad, at aktiekursen er lig med al fremtidigt overskud tilbageført netop dette øjeblik, knuses af kinesernes måde at tænke aktier på. Værdi er ligegyldig. Kun kursen tæller. Og derfor køber man aktier, ikke for at spare op til alderdommen, men for at blive rig - hurtigt.

The gambler
Da jeg boede i kommunistiske Kina (Som man kan læse om her), lærte jeg hurtigt det monumentale paradoks om landet at kende, at det er den mest liberalistiske nation på planeten; alle arbejder hele livet for at tjene penge. Penge er omdrejningspunktet for al aktivitet, og selv konceptet venskab er for de flestes vedkommende for pengenes skyld. Det syntes enormt grådigt for sådan en vestlig humanist  som mig, og det tog sin tid for mig at forstå mentaliteten.

Den kinesiske mentalitet bliver bredt misforstået i Danmark og i det hele taget på den vestlige halvkugle. Fokus på penge gennemtrævler det kinesiske samfund på et utal af måder, som ikke har noget med aktier at gøre, og så på måder, som får kurserne på Shanghai Composite Indeks (Kinas primære aktieindeks, næsten udelukkende kinesere kan investere her) til gøre sådan her det seneste år:

Lemming: Shanghai composite indeks udv. det seneste år. 45,8% stigning

På 1 år er kursen sprunget fra 2.193 til 5.178 (236% stigning!) og tilbage til 3.232. Det har intet med virksomhedernes værdi at gøre, lad os slå det fast. Det har at gøre med kinesernes flokmentalitet, grådighed og gamblernatur. Kineserne kærer sig ikke om, hvor pengene kommer fra, så længe de ruller ind, og det gælder også aktiekurserne. Det er eksplosivt for kursen. Hvis en typisk kineser ser, at nogle tjener penge, så tænker han/hun ikke på (jeg generaliserer) hvordan, så skal de bare være med, og skaber nemt en lemmingeffekt som de måske oven i købet er bevidste om, men som negeres af gamblernaturen som får dem til at tro på, at der venter dem endnu mere velstand i morgen.

Undervurdér aldrig staten
Zhōngnánhăi er navnet på det kinesiske kommunistpartis hovedkvarter (og et ganske ok cigaretmærke), og dermed også på stedet hvorfra alle økonomiske diktater udgår, ledelsen for virksomheden Kina og den myriade af datterselskaber den ejer. Det Hvide Hus i bredformat. Hvis centralkomitéen ønsker en vækst på 7,6% og en faldende arbejdsløshed, så får embedsmændene i det store bygningskompleks i Beijing det til at ske, stort set uden tanke på det virkelighedsnære i politikernes beslutninger.  På det økonomiske område betyder det, at man fra kinesisk side er villig til at handle drastisk. Man er ikke bange for at støtteopkøbe aktier. Eller for at diktere kurser. Eller for at fryse al handel. Hvis den kinesiske stat siger, at aktierne skal stige 5%, så får den det til at ske, ved at sætte de normale markedskræfter ud af spil. En investering i Kinesiske aktier (fx via Hong Kong) er i langt højere grad et væddemål på politiske beslutninger, end en vurdering af et selskabs værdi.

Casen Japan, det har intet med Kina at gøre
I skrivende stund er datoen 9. sep 2015, og kl 07:50 i morges læste jeg, at det toneangivende japanske indeks, Nikkei, var steget 7,7% hen over dagens første timer. En stigning som hovedsaligt var en korrektion i markedet, en korrektion for det overdrevne fald, der er sket i indekset som en direkte konsekvens af det kinesiske fald. Markedet så Kina og Japan som højt korrelerede markeder, men det er en fejlvurdering.

Frygt
På de fleste toneangivende indeks verden over, har man set først et fald sammen med det kinesiske, samt en korrektion i takt med, at de kinesiske indeks blev stabile. VIX, frygtens indeks, har været højere end det var under finanskrisen. Det er ude af proportioner, og man kan mærke hvordan også danske investorer er begyndt at føle sig nervøse. Det psykologiske spil er i gang og det får sælg-knapperne til at vibrere rundt omkring.

Værdi og kurs, frakoblet
På ingen måde har de fundamentale betingelser for verdens børsnoterede selskaber ændret sig så meget på så kort tid, som aktiekursernes bevægelser antyder. Værdien har ikke meget med kursen at gøre. Værdien er en rettesnor om hvilken markedet danser. Værdien har intet med investorernes tillid at gøre. Det har har heller ikke noget med Kina at gøre. Der er en dybere usikkerhed i markedet, som jeg spår kommer til at præge billedet den kommende periode. Vi kommer til at se ulogiske udsving, fordi markedet generelt forventer en korrektion, måske ifb. med, at den amerikanske/EU/japanske regering strammer pengepolitiken, måske ifb. med endnu et fald i Kina.

Tjen penge
Det er nok ikke så fornuftigt at gå ind på det danske marked lige nu. Det er for usikkert. Men jeg kunne godt finde på, at investere kinesisk. Det er volatilt ad h... til, ja, men det ligger i den kinesiske natur at gamble, og snart glemmer de nedturen - der skal tjenes penge! De bipolære kinesere vil enten op eller ned i kurs.

Men generelt: Jittery er et amerikansk ord for urolig nervøsitet, og det beskriver fuldt ud stemningen lige nu.

Om vilde direktørlønninger og aktieoptioner til alle

Man kan, som tilskuer og som medspiller, en gang i mellem godt forundres og forarges over det, der foregår inde på banen. Det gælder i sport, politik og business m.fl.

Direktørerne for de 350 største selskaber i USA har siden 2009 set en lønstigning på hele 53%, mens gennemsnitslønnen for alle ansatte er steget præcis 0% - mao er kløften mellem gennemsnitslønnen og direktørernes ditto udvidet gevaldigt de seneste 6 år.

Grundlæggeren til morderne management, Peter F. Drucker, anbefalede at forholdet imellem direktør- og gennemsnitsløn aldrig oversteg 25:1

i 1978 var det 30:1
i 1989 var det 60:1
i 2015 er det 303:1

Skellet mellem direktøren og manden på gulvet er vokset fra at være stort, til at være en fuldstændig uudgrundeligt dyb og bred afgrund på hvis ene side arbejderen må spejde fortvivlet derud på den anden side af jordens krumning hvor direktøren opholder sig.

Grunden til udviklingen skal findes i aflønningen af direktører, som i højere og højere grad, siden 1978, er blevet udbetalt i forskellige varianter af aktieoptioner, og siden aktiemarkederne er steget støt siden 2009, således er også værdien af optionerne steget med. Den faste kompensation har stort set ikke rørt sig. Direktøren løber altså en vis risiko, ved at lade sin løn være afhængig af priserne på aktiemarkedet - en risiko/chance som gennemsnitsarbejderen for de flestes vedkommende ikke har adgang til.

S&P 500 udvikling de seneste 5 år. Godt for aktionærer og direktører.

Der skal være forskel på direktører og almindelige ansatte. Direktøren har mere ansvar, skal have kapaciteten til at overskue en virksomhed samt til at tage hurtige beslutninger og overveje strategiske planer med vidtrækkende konsekvenser. Det er svært og hårdt og ikke for alle. Det virker naturligt at lade den magtfulde mand for bordendens kompensation afhænge af aktieprisen, mao lade hans mål med virksomheden være det samme som ejernes.

Jeg forstår bare ikke, hvor det ikke er princippet bag aflønningen af alle ansatte. Det må være til aktionærernes bedste, at alle medarbejdere arbejder frem imod en bedre aktiekurs, og man kan umuligt gøre det bedre end ved at lade en vis del af de ansattes kompensation afhænge af aktiekursen. Jeg synes det er naturligt. Specielt med tanke på, hvor nemt det er for mange ansatte rundt omkring, at lade den fast løn være sovepude som gør det omkostningsfrit at læse denne blog i arbejdstiden.

Crowdfunding - guide til din nye bank!

Crowdfunding er løsningen på et problem som rigtig mange håbefulde, idérige iværksættere på et eller andet tidspunkt støder på: Banken. Man kan nu erstatte møderne med skeptiske bankrådgivere og ringe kaffe med produktionen af hipsterlicious salgsvideoer som lægges på et crowdfunding site, klar til at overbevise alle dine velgører derude om at pander med håndtag formet som middelaldersværd da selvfølgelig skal realiseres - med deres penge!

Drømme
Crowdfunding som ord opstod først i 2006, men begrebet har eksisteret i langt længere tid. Faktisk blev en del af finansieringen bag Eiffel-tårnet skaffet via donationer fra almindelige borgere. Det bliver som regel brugt til at skaffe midler til bøger, film, musik, teater, projekter og opfindelser, men også til velgørenhed og helt almindelige håndsrækninger til mere eller mindre værdigt trængende. Alt kan crowdfundes. Man skal ikke lade sig begrænse af manglende midler, men i stedet gribe muligheden for at skaffe lige præcis nok til at realisere en drøm.

Vi er alle hinandens bank
Det fantastiske ved crowdfunding er, at banken som mellemled tages ud af spillet. Et kedeligt faktum gældende for finansielle institutioner er, at de kræver sikkerhed for at få forrentet deres penge. Sat på spidsen kan man sige, at et projekt som redder regnskovene i hele verden, men som "kun" går i nul, vil blive afvist af banken på baggrund af, at banker kræver et positivt afkast. Det er bankens forpligtelse overfor ejerne (aktionærerne). Det samme krav har almindelige borgere ikke, og tanken om at have været marginalt medvirkende til at redde regnskoven, måske hjulpet godt på vej af en fin video eller artikel, kan sagtens retfærdiggøre en donation.

Det er muligheden for at finansiere projekter, som umiddelbart ikke har et stort økonomisk potentiale, som giver crowdfunding styrke. Banker og venture-kapitalister har det med at kræve medbestemmelse. Det kan man fravælge.  Det er også stærkt, at iværksætterne er mere eller mindre i stand til at formulere tilbagebetalingspolitiken (hvis der er nogen!) selv, hvilket gør, at man ikke hele tiden skal tænke på at betale næste termin.

4 måder at belønne donationer
Der er groft sagt 4 kategorier, man kan inddele crowdfunding i:

1. Donationer
2. Belønninger
3. Lån
4. Ejerandel

Man skal ikke tøve med at undersøge, hvilken model som passer dit behov bedst. Det kan fx godt være en god idé at engagere donorerne ved at tilbyde dem en lille ejerandel i projektet, således at man er sikret deres deltagelse ved fx produkttests. Omvendt så kan det være, at man ikke ønsker "flere kokke i køkkenet", og så giver det mere mening at vælge en af de tre øvrige kategorier. Man skal heller ikke glemme værdien i fx at tilbyde produktet til særligt generøse donorer, for på den måde at sikre at man får noget afsætning og måske en positiv word-of-mouth effekt i starten hvor salg kan være en stor udfordring. 

Det er risikabelt - for donoren
Hvis man overvejer at støtte et projekt, skal man huske, at man er i gang med at tage beslutningen om at lege bank, og uden at man skal stryge skjorten og tage slips på, så kan man godt tænke lidt i de samme baner som en bank - hvad er chancen/risikoen for, at jeg får den belønning som loves, mine penge tilbage eller at min ejerandel bliver noget værd for mig? Siden man betaler før man får varen, om man så må sige, så skal man være afklaret med muligheden for ikke at få pengene tilbage igen. Man skal også huske, at de fleste crowdfunding sites tager 5% af donationen i kommission for at agere platform.

Hot tips!

• Vær kreativ! Vær positiv!
• Hav en business plan, eller bare en plan!
• Tænk på, om det skal være donation, belønning, lån eller ejerandel!
• Sørg for at have mindst tre donationstrin så der er til enhver pengepung!
• Brug tid på at vælge det rigtige site!
• Husk de 5%!
• Stay hungry, stay foolish!

Nedenfor en dejlig guide for dig som står foran at vælge crowdfunding site:

http://www.inc.com/magazine/201306/eric-markowitz/how-to-choose-a-crowdfunder.html

Og dette site:
Bliv klar til Crowdfunding på dansk
Og denne oversigt over sites:
https://www.wrike.com/blog/26-top-crowdfunding-sites-by-niche/
P2P lending:
https://www.lendingclub.com/

Spring ud i det! Eiffel-tårnet var trods alt også crowdfunded.

Den perfekte boble-cocktail

Alt er som før. Situationen før og under finanskrisen og frem til i dag, er på mange måder fuldstændig forandret, men på et afgørende punkt er intet ændret. De professionelle som forvalter bankers, pensionskassers og andres formuer er stadig aflønnet via bonus og er stadig grådige efter mere, flere penge, dyrere biler og næste blæs til et hyperpumpet wolf-of-wall-street ego.

Bobler er ordet for mekanismen hvor efterspørgsel generer mere efterspørgsel. Bobler svulmer når flokadfærd, lemming-effekten, you name it, får investorerne til at investere i fx aktier vel vidende at virksomhedens værdi ikke kan understøtte aktiens.

Det er lige meget, så længe kursen stiger.

I det nuværende finansielle miljø, hvor renterne er lave og pengene er billige, kan de professionelle investorer ikke generere den forrentning, som de var vant til for bare et par år siden. Renterne er for lave. Derfor er der et psykologisk element i investoreren som hænger fast i et forældet billede af forholdet mellem risiko og afkast, og det betyder, at der stadig bliver jagtet afkast som man kendte til det tidligere, men uden at skele til, at det samme afkast i dag er mere risikabelt.

Hvis man har fulgt lidt med, så har man set at aktiekurserne i Danmark, Europa, Japan, Kina (og tidligere USA) er steget fantastisk meget den seneste periode:

Tak til Borsen.dk 21-5-2015

Uanset faldende oliepriser og en (foreløbig) ende på krisen i Ukraine, så virker det usandsynligt, at tilstanden i de danske virksomheder over en bred kam har forbedret sig så meget de seneste 3 år som kolonnen længst til højre antyder. Det har de heller ikke. Var aktierne så voldsomt undervurderede i maj 2012? Måske, men næppe.

Billedet er snarere et bevis på en global finans-trend som er, at centralbankerne i EU, USA og Japans turbopengepresser har lagt så mange penge i hænderne på de store investorer, at de snart ikke ved, hvor de skal gøre af dem. Så de lægger dem i aktier. Og siden der er et nogenlunde fast antal aktier at investere i, så kan udbuddet af disse slet ikke følge med efterspørgslen, og så ser man en udvikling som den oven over.

Og når den næste Gordon Gekko-type skal hive det sidste hjem til bonussen, så skeler han/hun sådan set ikke til virksomhedernes rigtige værdi - kun om kurserne vil stige. Og så længe den næste i rækken ser kursen stige, bliver interesseret og hopper med på vognen så bliver kursen ved med at stige, og så længe den næste i rækken ser..... og så videre.

Intet har dermed ændret sig. Grådighed er så forudsigeligt. De professionelle investment-managerer bliver aflønnet stort set som før. De finansielle institutioner skal stadig levere afkast til aktionærerne. Der mangler gode aktiver at investere alle de mange billige penge i. Det er den perfekte boble-cocktail, finansmarkedets rystede Cola.

--------------

En krølle er, at selv cheferne for de store finanshuse er begyndt at blive bekymrede, som denne artikel fortæller: Financial chiefs want government to prevent bubbles. De vil have regeringen til at gribe ind. Måske for at dække deres egen røv over for aktionærerne, men nok også fordi de kan se bekymrende tendenser i markedet.

Google Swagger

Google, vores omnipotente adgangsportal til informationsuniverset.

15. april trådte danske Margrethe Vestager ind i rampelyset som EUs nye bannerfører i kampen mod monopolister. Hun og EU har valgt at tage kampen op mod informationsalderens Yggdrasil (verdenstræet som holder himlen på plads i nordisk mytologi) Google.

Google binder nettet sammen i dag. 90% af alle søgninger foregår i dag via Google, og den måde som Google rangerer websider på, er derfor afgørende. Vi klikker ikke på det, som Google ikke viser os, og virksomheder med websider som ikke bliver vist, de tjener ingen penge.

Derfor er Googles søgealgoritme en hjørnesten i vores samfund.

Søgealgoritmen bliver stykket sammen af forskelige parametre, bl.a.:

• Indexing, stavning, PageRank (Larry Page's rangering af hjemmesider), billeder, synonymer, sidens kvalitet, sidens mobil-kvalitet, etc. 

Den fungerer sådan, at Google lader sine "edderkopper" kravle fra side til side via links, for på den måde at fange så meget af nettets indhold som muligt. Hver gang algoritmen ændres, så vises du potentielt andre resultater på den samme søgning.

Upartisk?

Google lægger vægt på, at ingen sider bliver tilføjet eller fjernet fra Googles databaser mod betaling. Google lægger reklamer ind i toppen og i siden, men din søgning er fri for reklamer.

Det er antagelsen om, at Google formidler nettet upartisk, som EU udfordrer.

I EUs hensigtserklæring om efterforskning fremgår det, at man vil gå Google i bedende på to punkter:

• Hvor vidt Google har favoriseret deres egen Google Shopping, når man har søgt efter shopping i 2010
• Hvor vidt Google har benyttet Android til at fremme egne produkter på bekostning af 3. parts i 2005

EU har slået et stort brød op, ved at angribe Google så frontalt som bureaukratiet nu tillader. Det er bemærkelsesværdigt.

Det er også bemærkelsesværdigt, at EU nærmest har sikret sig et alibi fra at forholde sig til Googles usynlige hånd: Søgealgoritmen.
Det er den, som er central, og som styrer 90% af den information som du og jeg får fra nettet hver eneste dag og som skal give smør på brødet til en hel industri af .com-virksomheder.

Salamimetoden

I stedet for at bruge salamimetoden, så skulle EU gå til stålet og pålægge Google at offentliggøre de væsentligste egenskaber, som gør at en hjemmeside bliver vist ved en søgning. Specielt fordi den magtfulde søgealgoritme er under konstant forandring.

Google ændrede i øvrigt markant på søgealgoritmen for mobile brugere 2 dage efter, EU udsendte pressemeddelelsen oven over. Hvis din side ikke er mobilvenlig, så forvent ikke, at den viser sig ved en Google-søgning fra mobil.

PS: Og hvis du ikke ønsker, at dine side får besøg af Google's kriblende edderkopper, så har Google faktisk en fin lille guide, du kan følge :). Men ok, de fleste laver jo en hjemmeside, så som en blog, for at blive set...

DONG: Så kom det frem...

Tak til Politiken!

Et vigtigt notat forsvandt. Nu er det dukket op igen. Det rejser to meget væsentlige spørgsmål:

1. Gjorde Bjarne Corydon sig skyldig i at tilbageholde væsentlige oplysninger for Finansudvalget?
2. Solgte Danmark 26% af DONG til den bedste pris?

Finansudvalget har, ser det ud til, ikke haft alle oplysninger ved hånden, da beslutning om salget af DONG Energy blev taget. Bjarne Corydon undlod at informere finansudvalget om et notat fra Kammeradvokaten hvori det fremgår at der vil


"...bestå en forpligtelse for Finansudvalget til ikke at tiltræde aftalerne..." hvis "...en fornyet procedure vil føre til et økonomisk mere gunstigt resultat for staten..."


Det er vigtigt at understrege, at det først og fremmest er et processuelt problem. Havde Finansudvalget tilstrækkeligt med oplysninger, til at være sikker på, at man tog den gunstigste beslutning?

PensionDanmark skulle efter sigende have budt 40% mere, altså 46,2 mia. kr., end de 33 mia. kroner som salget af de 26% kastede af sig.

Spørgsmålet er så, om det har en økonomisk værdi, at investorerne hedder Goldman Sachs, ATP og PFA frem for PensionDanmark.

Argument 1 skulle være, at Goldman Sachs (som fik en plads i bestyrelsen) vil have et incitament til at rydde op i DONG indefra. Et opgør med de gammelmandsbureaukratiske arbejdsgange.
Argument 2 skulle være, at denne investorgruppe skulle være den bedste til at introducere DONG Energy på Børsen i 2018.

Goldman Sachs, ATP og PFA forpligtede sig ifb. salget til, at præsentere en køreplan for en børsnotering i 2018. Den køreplan skal ligge klar i begyndelsen af 2015. Det gør den ikke. Man har engageret den amerikanske investeringsbank J.P. Morgan som rådgiver for processen. Senere i 2015 vil J.P. Morgan informere nærmere om forløbet frem mod børsintroduktionen i 2018.

Bottom line:

• Goldman Sachs, ATP og PFA har ikke levet op til forpligtelsen om at præsentere en køreplan for børsnotering i 2018 primo 2015
• Bjarne Corydon har et alvorligt forklaringsproblem, idet det er ulovligt at tilbageholde væsentlig information for et udvalg i en given sag
• Ville en fornyet proces have givet Danmark et bedre økonomisk afkast? 

Den her sag bliver spændende at følge. Man kan ikke gøre noget ved salget af de 26%, det er som det er. Børsnoteringen er derimod stadig sindssygt vigtig for Danmark, men også for Goldman. Jeg forudser, at der kan opstå nogle højspændte interessekonflikter, og Goldman har een gang vist sig som en snu spiller.

PS: Jeg har tidligere skrevet uddybende om salget af aktieposten i DONG. Læs her

PPS: Kursen som Goldman Sachs, ATP og PFA fik var stadig så god, at DONG blev udbudt i Goldman Sachs' interne investeringsforening - det er noget man kun gør, hvis en handel er særligt lukrativ.

...Boligmarkedet fortsat

I Millionærklubben på Radio 24/7 havde man tirsdag 31/3 en klog mand på besøg. Han hedder Curt Liliegren og er sekretariatchef på Boligøkonomisk Videncenter (BVC), et kontor som oprindeligt blev oprettet i kølvandet på finanskrisen med det formål at:

"...kvalificere den boligøkonomiske debat, indsamle data om boligmarkedet og formidle information om udviklingen til offentligheden, samt arbejde på at styrke det faglige boligøkonomiske miljø." (taget fra BVCs hjemmeside)

Curt kunne med enorm præcision angive den historiske, nuværende og give et bud på den kommende prisudvikling helt ned på kommuneniveau. Herunder følger hans vigtigste pointer:

1. Lejligheder stiger mere end huse
2. DK er delt i to: De 4 store byer og resten
3. Prisstigninger på sjælland er isoleret til København, Frederiksberg og 2-3 meget nærliggende kommuner. Prisstigningerne har ikke forplantet sig til fx whiskeybæltet. Her ser man en stagnering. I kommuner som så stor stigning op til finanskrisens udbrud, så som Fredensborg i Nordsjælland, ser man faktisk et prisfald. Man taler sågar om, at udkantsdanmark er rykket tættere på København
4. Prisstigninger i resten af landet isolerer sig til Aalborg, Aarhus (og Risskov) og Odense
5. Lollands kommune har oplevet det største prisfald. Der er intet der tyder på, at det vender
6. Prisstigningen i Kbh er sturkturel. Danmark følger den globale megatrend "FLYT TIL BYEN!", og det betyder, så de høje priser er kommet for at blive. Og for at stige yderligere. Kbh ligger forholdsvist lavt i prisleje ift. andre byer vi sammenligner os med, fx de andre Nordiske hovedstæder
7. Liggetiden for en lejlighed i visse områder af Kbh er nede på under 30 dage. Det er ikke usædvanligt at et hus på Sjælland vest for Ringsted har en liggetid på 700+ (!) dage.
8. En liggetid på 30 dage er meget lavt. Visse steder i Kbh er der sandsynligvis tale om en vis overophedning
9. En liggetid på 700+ dage tyder på, at huset ikke kan sælges til købsprisen. Ejeren er således i stor fare for at være teknisk insolvent (ude af stand til at indfri sine lån). En investering i et hus i "udkantsdanmark" vil derfor sandsynligvis være tabsgivende

Curt lagde mange guldkorn ud i æteren, så jeg synes helt klart, man skal benytte linket til at høre udsendelsen selv:

Millionærklubben 31.3.2015

For at samle op på de 9 punkter oven over kan man sige at:

• Boliginvestering med fortjeneste for øje skal foretages i en lejlighed i Københavnsområdet
• Boliginvestering med fortjeneste for øje må ikke foretages i hus på landet. Sådan et køber man, fordi man synes, det er det bedste sted at bo
• Guld kan købes for dyrt. Udvis rettidig omhu når der investeres i de overophedede dele af Kbhs boligmarked i øjeblikket

PS: Min bror arbejder tæt sammen med byggebranchen i hovedstadsområdet. Han har hamrende travlt. Han siger også, at travlheden er isoleret til hovedstadsområdet. Tillidsindikatoren for byggeriet (som jeg nævnte sidst som værende negativ) er samlet for hele landet og kan dermed ikke bruges som pejlemærke for specielt hovedstadsområdet. Her tyder alt på, at branchen har speederen i bund.

Dette er en fortsættelse fra sidste blogpost

Wall Street Journal: Kbh's boligmarked er (måske) overophedet

Absurd lave renter i Europa skaber et marked hvor man betaler penge for at have dem stående i banken - og hvor det omvendt er næsten gratis at låne dem.

Wall Street Journal (WSJ), fra Guds Eget Land, bruger det danske boligmarked som eksempel på det fordrejede finansmiljø som de bundskrabende låneudgifter skaber i Europa. Det har aldrig været så billigt at låne.

LINK

Priserne på især lejligheder er skudt i vejret med så meget som 30% i visse områder af KBH sammenlignet med samme periode sidste år. Priserne er snart oppe i 2007-niveau. For huse er udviklingen knapt så voldsom. Som vi også ved, er der et højt pres på det københavnske boligmarked som WSJ burde have tage mere hensyn til. Til gengæld rammer avisen rigtigt på et andet nøgletal:

Tak til WSJ

55.000 i forhold til 22.000 samme periode sidste år. Så mange lånetilbud er der blevet givet til private som har ønsket at optage lån for at finansiere et huskøb.

Væksten i boligpriser sker samtidig med, at vi ikke har set signifikant vækst i hverken BNP eller inflation i Danmark. Der er ikke noget realøkonomisk som peger på, at priserne burde stige, og derfor kan man, ligesom WSJ i øvrigt, godt frygte at boligpriserne i KBH især er uholdbart opblæste. Det taler til gengæld imod en decideret boligboble, at der flytter 12.000 personer netto til hovedstaden hvert år, og at udbuddet af nye boliger på ingen måde kan følge med. Det lægger et ekstra pres på priserne.

Tak til Danmarks Statistik

Det bemærkes at meget få danske medier beskæftiger sig med, at huspriserne er ved at nå et urealistisk højt niveau. Realkreditudbyderne maner da også til besindighed, da mange af låntilbudene er til private som gerne vil låse den lave rente fast mange år fremover. Det er også et faktum at boligboblen, i fald den eksisterer, formodentlig vil isolere sig til at blive et Københavnsk/Nordsjællandsk problem.

Hvis man summere op, så er fakta:
- Lejlighedspriser i KBH er steget med op til 30%
- Lånetilbud er gået fra 22.000 til 55.000 på et åt
- BNP steg 0,4% i 4. kvartal og følger en flad udvikling

Som alle tyder på et ophedet marked. Yderligere, så viser tillidsindikatoren for byggeriet, som netop er blevet offentliggjort, at branchen mangler ordrer i bøgerne. Der er altså ikke noget som umiddelbart tyder på, at byggeriet tror nok på prisstigningerne til at gå i gang med at bygge. Jeg mangler tillidstallet for københavnsområdet isoleret, men jeg tager det alligevel som en indikator for, at byggeriet ikke har tillid til opsvinget.

Den bedste forsikringspolice nogensinde i verdenshistorien overhovedet!

Denne historie er lånt fra FTAlphaville.co.uk

Max-Hervé George fik i 7-års fødselsdagsgave en lidt utraditionel gave af sin far: En livsforsikring. Det er svært at forestille sig lille Max-Hervés små fingre dirre af spænding, da han fik gaven, selv om den var stor nok i sig selv, nemlig €8000. Senere er det dog gået op for ham, hvad det var hans far forærede.

Livsforskringen blev udstedt i 1987 i Frankrig og var en police som mange selskaber dengang tilbød til især det mere velhavende klientel. L'Abeille Vie var et af mange selskaber, som udstedte den og som i slutningen af 90'erne sendte en revision af policen ud til alle holderne for at de skulle skrive under på en mindre revision mod 100 franc for besværet. Kun et fåtal undlod at underskrive, og de sidder i dag med dirrende fingre (og hvis de ikke dirrer, så burde de!).

Og hvorfor den dirren?

Svaret skal selvfølgelig findes i forsikringens indhold.

Forsikringens navn på engelsk er : Fixed Price Arbitrage Life Insurance Contract, og den tillader holderen af policen at investere i en række fonde for den pris som blev sat i fredags. Fx hvis en given fond havde prisen 100 i fredags, men i dag, tirsdag, er steget til 120, så kan man stadig købe den til 100, altså fredagens pris. På den måde har man nemt tjent 20 i arbitrage.

Det er et fuldstændig forrykt produkt. Det ville selvfølgelig aldrig blive udstedt i dag. Men i 1987 blev priserne på fondene ikke noteret så ofte, slet ikke hver dag, så det var langt sværere at udnytte policen systematisk. I 1990'erne begyndte informationen at flyde hurtigere, og enkelte holdere af livsforsikringspolicerne, heriblandt Max-Hervés far, udnyttede det ved at faxe til L'Abeille Vie ugentlig med instrukser som udnyttede arbitragemuligheden optimalt.

L'Abeille Vie vidste, at de stod med et stort problem, og gjorde det sværere for de holdere, som ikke skrev under på revisionen af policen, at udnytte arbitragen ved at kræve, at de sendte instrukser med post. Max-Hervés far sendte derfor instrukserne med bud.

68,6%. Så meget regner Max-Hervé med, at hans årlige afkast har været siden 2007, hvor hans police blev vurderet til at være €1,4 Mio værd. Men han ved det ikke. Det betyder, at policen i dag ville være ca. €93 mio værd. En hurtig fremskrivning ser således ud:

L'Abeille Vie er siden 1987 blevet opkøbt over et par omgange, i dag er det en del af Aviva France, som har reserver for ca. €15 mia., hvilket betyder at Max-Hervés police bliver mere værd end Aviva i 2025. Men han skal nok indløse inden da, for hans police er ikke meget værd hvis den er skrevet med et falleret selskab

Vi skal til at dyrke kød!

Jeg er dybt fascineret af teknologi og især teknologi som gør science fiction til virkelighed. Forleden, mens jeg sad og surfede lidt på nettet, faldt jeg over et New York-baseret start-up ved navn Modern Meadow - et selskab som er lige præcis det, som navnet antyder, en morderne eng.

Man kan så afgrøder på en eng (i hvert fald visse afgrøder, indtil man dræner engen, så bliver den lidt mere anvendelig), passe og pleje og vente med tålmodighed og håbe på at vejrguderne er med en, og så til sidst kan man få hvede, byg, roer kartofler, majs etc. i umådelige mængder.

Eller kød i umådelige mængder. Kylling, okse eller svin. Man kan også dyrke læder.

Modern Meadow vil dyrke animalske varer, ved at tage en biopsi (altså en vævsprøve) af et kyllingelår, og infusere (aner ikke om det ord eksisterer på dansk) proteinstrengene ind i en dyrkningsprocess som til sidst skal munde ud i kyllingelår i knæhøjde. Jeg synes, det er sindssygt spændende.

Selskabet skriver på sin hjemmeside http://modernmeadow.com/news/press/ at formålet med dets eksistens er, at mindske den belastning på vores planet som produktionen af kød udgør i dag. En belastning som vil øges drastisk i takt med det stigende befolkningstal. Jeg tror, at der også er en alternativ og mere profitbevidst agenda, specielt med tanke på, at Modern Meadow forventer at kunne dyrke kød med en brøkdel af det resource-forbrug som konventionelt landbrug har. Altså en win-win situation.

Og hvis du synes, det lyder som en gal mands værk, som en latterlig fantasi, så skal du bare vide at Modern Meadow allerede har modtaget 10 MUSD i venturekapital til at fremstille læder på denne måde. Så skal der dyrkes!

PS: Jeg synes i øvrigt, at dyrket kød præsenterer et interessant dilemma for de religioner, fx Hindu, Jødedom og Islam, som forbyder visse typer animalske fødevarer - for hvad nu hvis kødet ikke kommer fra et dyr, men er dyrket på en mark. Er det i så fald halal eller haram? 

PPS: Et billede af en grøn hane

Hvorfor taber vi? Pga. demokrati!

Overskriften er selvfølgelig polemisk, men sat på spidsen så er vi ved at grave vores egen økonomiske grav pga demokrati.

Forklaringen skal findes findes i den demografiske udvikling i Danmark, hvor den gennemsnitlige borger bliver ældre og ældre, babyboomerne født i efterveerne (get it?) af 2. verdenskrig er pensionsmodne samtidig med, at de ikke selv har født nær så mange børn som deres forældre.

Resultat: Flere pensionister og færre til at forsørge dem.

Det er en pointe, som man har hørt igen og igen. Ældrebyrden bliver dyr og blablabla. En langt mere alvorlig pointe skal dog ikke gøres op i kroner og ører, men i stemmer. Den gennemsnitlige dansker er 40,9 år gammel, og siden man skal være 18 år for at stemme, så er den gennemsnitlige alder for stemmeberettigede noget højere.

Det betyder at de fleste vælgere er tættere på pension end på at uddanne sig. Mao giver det flere stemmer at hæve pensionen end at investere i uddannelse. Det er motorvejen til afgrunden, for vi skal leve af, at vores unge mennesker er de dygtigste i hele verden og ikke af salget af kakkelborde og amagerhylder.

Sat helt på spidsen, så har politikerne ingen grund til at tilgodese den yngre del af befolkningen, med mindre vi ser en ny, dødelig og ældreudrydende sygdom opstå. Politik går ud på at blive valgt, og vi har de seneste år set besparelse på besparelse på uddannelsesområdet mens de ældre har fået i deres rynkede røv.

Hvis vi mener, at vi skal være verdens bedste til noget som helst om 10 år, så skal vi til investere i dem som bliver 30 om 10 år, ikke dem som bliver 80.