Aktier, Kina, panik og profit!

Hvad har cigaretter med det kinesiske aktiemarkeds nærmest hysteriske opførsel den senere tid at gøre? Åbenlyst en hel del!

Bipolære aktier, glem value
Tesen om, at aktiekursen er et udtryk for virksomhedens værdi, er i år, og særligt de seneste uger, blevet udfordret generelt og særdeles på det kinesiske marked, hvor et historisk dyk i det toneangivende Hang Seng indeks dels viste, at selv ikke den kinesiske regering er stærk nok til at holde hånden under et marked, og dels at Kinas marked er hyper spekulativt. Den fundamentale erkendelse, som de fleste vestlige vedkender sig i større eller mindre grad, at aktiekursen er lig med al fremtidigt overskud tilbageført netop dette øjeblik, knuses af kinesernes måde at tænke aktier på. Værdi er ligegyldig. Kun kursen tæller. Og derfor køber man aktier, ikke for at spare op til alderdommen, men for at blive rig - hurtigt.

The gambler
Da jeg boede i kommunistiske Kina (Som man kan læse om her), lærte jeg hurtigt det monumentale paradoks om landet at kende, at det er den mest liberalistiske nation på planeten; alle arbejder hele livet for at tjene penge. Penge er omdrejningspunktet for al aktivitet, og selv konceptet venskab er for de flestes vedkommende for pengenes skyld. Det syntes enormt grådigt for sådan en vestlig humanist  som mig, og det tog sin tid for mig at forstå mentaliteten.

Den kinesiske mentalitet bliver bredt misforstået i Danmark og i det hele taget på den vestlige halvkugle. Fokus på penge gennemtrævler det kinesiske samfund på et utal af måder, som ikke har noget med aktier at gøre, og så på måder, som får kurserne på Shanghai Composite Indeks (Kinas primære aktieindeks, næsten udelukkende kinesere kan investere her) til gøre sådan her det seneste år:

Lemming: Shanghai composite indeks udv. det seneste år. 45,8% stigning

På 1 år er kursen sprunget fra 2.193 til 5.178 (236% stigning!) og tilbage til 3.232. Det har intet med virksomhedernes værdi at gøre, lad os slå det fast. Det har at gøre med kinesernes flokmentalitet, grådighed og gamblernatur. Kineserne kærer sig ikke om, hvor pengene kommer fra, så længe de ruller ind, og det gælder også aktiekurserne. Det er eksplosivt for kursen. Hvis en typisk kineser ser, at nogle tjener penge, så tænker han/hun ikke på (jeg generaliserer) hvordan, så skal de bare være med, og skaber nemt en lemmingeffekt som de måske oven i købet er bevidste om, men som negeres af gamblernaturen som får dem til at tro på, at der venter dem endnu mere velstand i morgen.

Undervurdér aldrig staten
Zhōngnánhăi er navnet på det kinesiske kommunistpartis hovedkvarter (og et ganske ok cigaretmærke), og dermed også på stedet hvorfra alle økonomiske diktater udgår, ledelsen for virksomheden Kina og den myriade af datterselskaber den ejer. Det Hvide Hus i bredformat. Hvis centralkomitéen ønsker en vækst på 7,6% og en faldende arbejdsløshed, så får embedsmændene i det store bygningskompleks i Beijing det til at ske, stort set uden tanke på det virkelighedsnære i politikernes beslutninger.  På det økonomiske område betyder det, at man fra kinesisk side er villig til at handle drastisk. Man er ikke bange for at støtteopkøbe aktier. Eller for at diktere kurser. Eller for at fryse al handel. Hvis den kinesiske stat siger, at aktierne skal stige 5%, så får den det til at ske, ved at sætte de normale markedskræfter ud af spil. En investering i Kinesiske aktier (fx via Hong Kong) er i langt højere grad et væddemål på politiske beslutninger, end en vurdering af et selskabs værdi.

Casen Japan, det har intet med Kina at gøre
I skrivende stund er datoen 9. sep 2015, og kl 07:50 i morges læste jeg, at det toneangivende japanske indeks, Nikkei, var steget 7,7% hen over dagens første timer. En stigning som hovedsaligt var en korrektion i markedet, en korrektion for det overdrevne fald, der er sket i indekset som en direkte konsekvens af det kinesiske fald. Markedet så Kina og Japan som højt korrelerede markeder, men det er en fejlvurdering.

Frygt
På de fleste toneangivende indeks verden over, har man set først et fald sammen med det kinesiske, samt en korrektion i takt med, at de kinesiske indeks blev stabile. VIX, frygtens indeks, har været højere end det var under finanskrisen. Det er ude af proportioner, og man kan mærke hvordan også danske investorer er begyndt at føle sig nervøse. Det psykologiske spil er i gang og det får sælg-knapperne til at vibrere rundt omkring.

Værdi og kurs, frakoblet
På ingen måde har de fundamentale betingelser for verdens børsnoterede selskaber ændret sig så meget på så kort tid, som aktiekursernes bevægelser antyder. Værdien har ikke meget med kursen at gøre. Værdien er en rettesnor om hvilken markedet danser. Værdien har intet med investorernes tillid at gøre. Det har har heller ikke noget med Kina at gøre. Der er en dybere usikkerhed i markedet, som jeg spår kommer til at præge billedet den kommende periode. Vi kommer til at se ulogiske udsving, fordi markedet generelt forventer en korrektion, måske ifb. med, at den amerikanske/EU/japanske regering strammer pengepolitiken, måske ifb. med endnu et fald i Kina.

Tjen penge
Det er nok ikke så fornuftigt at gå ind på det danske marked lige nu. Det er for usikkert. Men jeg kunne godt finde på, at investere kinesisk. Det er volatilt ad h... til, ja, men det ligger i den kinesiske natur at gamble, og snart glemmer de nedturen - der skal tjenes penge! De bipolære kinesere vil enten op eller ned i kurs.

Men generelt: Jittery er et amerikansk ord for urolig nervøsitet, og det beskriver fuldt ud stemningen lige nu.