Jeg undrer mig over, hvornår aktier falder. Hvorfor falder/stiger de, når regnskaber offentliggøres. Oftest er det jo old news, og alligevel hopper kursen op og ned.
Case: Nordea
Nordea-aktien faldt på C20 med 5,45% i dag oven på offentliggørelsen af et skuffende 3. kvartals regnskab. Det er især de svigtende aktiemarkeder, som har ramt asset management, samt udeblevet kundeaktivitet i september, som er synderne.
Jeg arbejder i Nordea, og vil derfor ikke kommentere yderligere på det bagvedliggende.
Men at aktiekurserne er faldet det seneste kvartal, og at det har en negativ effekt på bankernes asset management samt smitter af på kundeaktiviteten i det hele taget, det fuldstændig åbenlyst. Og alle analytikerne derude burde have vidst det i går.
Nyhedsværdi
Aktier kommer typisk i fokus, når selskabet bag aflægger regnskaber, og det er selvfølgelig logisk fordi det er lig med et snapshot af "tingenes tilstand". Ofte kan man også udlede noget om mange andre lignende selskaber. Dog forstår jeg ikke, at markedet reagerer, når der ikke er nogen nyhed. Det er som om, at markedet har besluttet at "glemme" en aktie, indtil een gang i kvartalet, når regnskabet skal offentliggøres, hvorefter alle faktorer med indflydelse skal prises ind i aktien på een gang. Jeg synes det er ret forvirrende.
Jeg er forvirret
Som privat uden tid (og lyst) til at holde mig dagligt og detaljeret orienteret i 10-20 brancher, så føler jeg mig lidt rundt på gulvet, når jeg ser mine aktier hoppe og danse. Især så meget, som Nordea fx gjorde i dag. Man skal selvfølgelig bevare roen og tænke på, at daglige udsving ikke betyder noget, før man sælger. Alt i mellem købet og salget er jo bare støj. Det er bare rigtig svært ikke at blive grebet.
Penge at hente
For den opmærksomme trader, som har styr på de overordnede temaer i markedet, er der derfor penge at hente på de forudsigelige sving som markedet tager. Alle vidste, at Nordeas regnskab næppe ville være så godt som sidste kvartal, og vidste også at kursfald og træge kunder sikkert ville blive årsagen. Jeg prøver at sortere støjen fra, holde hovedet lidt koldt og tænke i et bredere perspektiv. Min beslutning skal ikke baseres på et kvartalsregnskab.
Til slut vil jeg blot sige, at med en P/E på 10,88 og dagens fald in mente, så kan det godt være, at jeg udnytter medarbejdernes købsvindue, som blev åbnet samtidig med regnskabets offentliggørelse.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Alt er tilladt - undtagen mangel på respekt.