mandag den 24. februar 2014

Candy Crush-nomics


Jeg har det sidste års tid haft en tendens til at bruge mange gange 5 minutter hist og her på at spille Candy Crush; et mobilspil som helt simpelt går ud på, at kombinere slik i rækker, indtil et givet mål bliver opfyldt. Helt simpelt, nemt at gå til og uhyre vanedannende. Så kom jeg til at tænke på, at King, som firmaet der laver Candy Crush hedder, egentlig må lave en god skilling. Altså, der er jo TV-reklamer for Candy Crush.

Candy Crush er et såkaldt Freemium: Det er gratis at gå i gang med at spillet, men du kan bruge penge på at digitale tilkøb inden i spillet som så giver dig en fordel. Ligesom FarmVille og Clash of Clans. Freemiums er generelt de spil som tjener mest på Appstore. Candy Crush har eksisteret siden April 2012 til Facebook, November 2012 til Mobil.

Og jo, de laver en pænt god skilling skulle jeg hilse at sige:

  • Kun 4% af Candy Crush's brugere køber noget, men
    • I August var omsætningen ca. $630.000 om dagen
    • I December, $1.000.000 om dagen
    • Nogle dage i januar er den så høj som $3.000.000
  • Udvikleren King har 150 spil kørende i øjeblikket
  • Kings spillere spiller 1 mia unikke spil - om dagen! I september stod Candy Crush alene for 700 mio spil spillet af 43 mio spillere!
  • Den dyreste booster man har kunnet købe kostede $70!
Så der er pænt gang i forretningen. Nedenfor er vist et kontoudtog fra en af de spillere, som er blevet hooked som var det narko:

Kontoudtog fra en afhængig spiller (ikke mig)


King, som udvikler Candy Crush, er oprindeligt et svensk firma som startede i 2004. I 2005 fik firmaet venturekapital fra Apax Partners og har siden givet overskud. Det i sig selv er imponerende. King står foran at skulle børsnoteres, og i den forbindelse har kritiske ryster sagt, at King bare bliver det nye Zynga (det firma som udgiver FarmVille og som har tabt 63% af sin kursværdi siden børsnotering), men King er en langt sundere virksomhed med en langt bredere vifte af spil at basere sig på, iblandt hvilke Candy Crush er den ubestridte juvel.

Spil som Candy Crush burde virkelig sætte gang i guldgravergenet hos iværksætterne. King står vurderet til $5 mia.!

Jeg har i perioder haft virkelig svært ved at slippe det her spil, og lidt graven rundt på nettet har bekræftet min mistanke om dels at der er mange, mange andre som har det ligesom mig, dels at det er en MEGET god forretning.

Happy Crushing

PS: Nogen der har et godt tip til at komme forbi bane 323? Har siddet fast i snart 2 uger!

PPS: Min niece Asta sagde her i weekenden til mig, da jeg sad og spillede: "Du går i tomgang, onkel Peter". Så sandt, og jeg betaler for det.

Kilder:
http://www.businessinsider.com/how-candy-crush-makes-so-much-money-2013-10
http://www.psmag.com/navigation/business-economics/flappy-bird-candy-crush-still-making-much-money-75048/
http://www.theguardian.com/technology/appsblog/2013/sep/10/candy-crush-saga-king-interview
mig selv

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alt er tilladt - undtagen mangel på respekt.