søndag den 4. september 2016

Skat som symbolpolitik - det'en OM'er!

Jeg ved ikke meget om politik, og da slet ikke symbolpolitik. Måske netop derfor provokerer det mig, når Anders Samuelsen og LA står fast på en sænkelse af topskatten med 5% "hele vejen op (over millionen)" - ikke fordi jeg er imod forslaget, men fordi han kalder det i værdipolitik. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er 4% eller 6% men netop 5%, hvordan nåede LA frem til det tal? Det virker som et symbol frem for et udtryk for en værdi eller en skarp, økonomisk kalkule.

Skat er ingen Fregatten Jylland
Det hele bringer mine tanker tilbage til 2008 og bevaringspuljen: Vi har en VK-regering som skal bruge DF's støtte til nogle skattelettelser (som jeg husker det), og et DF som gerne vil markere sig symbolpolitisk. Resultatet blev en restaurering af de ældste dele af Frederiksborg Slot, Fregatten Jylland og et nyt tag til Arbejdermuseet samt en digitalisering af NFS Grundtvigs værker, og som tak stemte DF for regeringens forslag.

Skift DF ud med LA og spol 8 år frem i tid, så er det topskatten og ikke et sejlskib i Ebeltoft som skal have pudset gallionsfiguren.

Dengang var det penge vi betalte i symbolikkens tjeneste, men det var småbeløb - og det var frem for alt ikke strukturelle beslutninger som en evt. reform af topskatten vil være, og det er her jeg bliver provokeret, for hvorfor skal det være 5% - hvorfor ikke 4,9% eller 5,1%. Jeg ville respektere kravet, hvis man havde fremlagt præcis hvorfor man havde nået frem til 5%, præcis hvordan det gør Danmark rigere, og præcis hvorhen det vil bringe os i fremtiden.  

Bruger ikke lommeregneren
Når LA ikke kan godtgøre for de 5%, så mister det jordforbindelsen, for så er missionen ikke længere, at 5% gør Danmark til et mere liberalt land, men snarere at pudse den førnævnte gallionsfigur på det politiske skib Liberal Alliance. Det skurer det i mine ører, når det jeg troede var det "profitmaksimerende parti" i folketinget, faktisk ikke engang bruger lommeregneren til at finde en skatteprocent.

Den liberale martyr
Problemet er, at LA vil vælte regeringen for symbolet. Som en martyr vil LA ofre sig i dag, og derfor ikke skal leve med verden, som den kommer til at se ud i morgen. Det uigennemtænkte i at være så rigid står i skærende kontrast til konsekvensen af et så voldsomt indgreb i samfundets struktur. Anders Samuelsen og LA virker klar til at begå det symbolske offer for værdipolitiken, og tager økonomien som gidsel i processen.

Mit bud
Er desværre heller ikke videre gennemtænkt, jeg kan heller ikke sætte beløb på noget som helst. Men jeg ved, at et liberalt menneske skal have ressourcen til at klare sig selv, og for at opbygge den ressource, skal vi investere i uddannelse i alle niveauer, for med stærke færdigheder bliver man mere værd, og det økonomiske grundlag i den enkelte er essentielt for at give større frihed. Det ville give et mere liberalt Danmark som har en mulighed for at bevare sin velstand fremover.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alt er tilladt - undtagen mangel på respekt.